Familiens nødplan: aftalen der vejer ingenting

De fire spørgsmål

Hele planen kan besvares på tyve minutter ved et aftensbord. Skriv svarene ned bagefter - en aftale, ingen har skrevet, er en aftale, alle husker forskelligt.

Den fælles kontaktperson er det greb, folk oftest ikke kender. Under en større hændelse er lokale net overbelastede, mens et opkald ud af området ofte går igennem. Aftal med en slægtning eller ven i en anden landsdel, at alle melder sig til dem - så behøver I ikke få fat i hinanden, kun i den ene.

Hvor tager I hen?

Her er den oplysning, der sjældent står i beredskabsråd, og som ændrer planen: myndighedernes indkvartering er ikke tænkt som et sted, man bor. Beredskabslovens regler om indkvartering og forplejning sigter kun på en helt akut og meget kortvarig indkvartering, indtil de evakuerede eller nødstedte selv kan klare sig eller blive privat indkvarteret¹.

Det er rimeligt nok - men det betyder, at ”vi tager bare på et evakueringscenter” ikke er en plan. Spørgsmålet om, hvor familien bor i tre dage eller en uge, skal besvares på forhånd, og svaret er som regel en anden husstand.

Aftal det konkret med dem, det gælder: hvis noget sker hos os, kommer vi til jer - og omvendt. Vælg helst nogen i en anden del af byen eller landet, så I ikke er ramt af det samme. Og sig det til dem, frem for at gå ud fra det.

Børnene

Institution og skole har deres egne beredskabsplaner, og de udleverer ikke børn til hvem som helst. Sørg for, at de personer, I har aftalt som hentere, faktisk står på listen - det er en femminutters besked til kontoret, og den er værdiløs at opdage manglende i situationen.

Tal med børnene om planen i rolige vendinger. Et barn, der ved, hvem der henter det, og hvor familien mødes, oplever en hændelse markant anderledes end et barn, der ikke ved det. Hold det konkret: hvad lyden betyder, hvem der kommer, hvor I ses.

Brug den årlige sirenetest - første onsdag i maj kl. 12 - som anledning⁴. Så er samtalen knyttet til noget, der faktisk sker, i stedet for til et scenarie, og den bliver gentaget hvert år uden at nogen skal huske det.

Børn fra omkring ti år kan lære at ringe 112 og forklare, hvor de er. Det er ofte den mest værdifulde færdighed i husstanden, og den læres på fem minutter.

Skriv den ned

En nødplan, der kun findes i hovedet, virker ikke, fordi ingen husker telefonnumre længere. Skriv ét ark og lav en kopi til hver: i tegnebogen, i skoletasken, på køleskabet og i beredskabsmappen.

• Navne og telefonnumre på alle i husstanden
• Den fælles kontaktperson uden for området
• De to mødesteder
• Hvem der henter hvilke børn - og reserven
• Adressen, I tager hen til, hvis I ikke kan være hjemme
• Læge, vagtlæge og forsikringsselskab
• Særlige behov: medicin, allergi, hjælpemidler, kæledyr

Læg arket sammen med kopier af pas og policer - se guiden om dokumenter og kopier. Og gennemgå det en gang om året, samme dag som du tester røgalarmen: numre skifter, børn skifter institution, og aftaler forældes.

Husk til sidst, at planen forudsætter, at I kan modtage beskeden. Et hjemmeberedskab på 3 døgn³ og en batteriradio er det, der gør planen brugbar - se kommunikation og varsling.

Typiske fejl

• At regne med at kunne ringe til hinanden. Lokale net er overbelastede under hændelser.
• Kun at have numrene i telefonen. Uden den kan ingen dem.
• Ikke at have en fælles kontaktperson uden for området.
• At antage, at et evakueringscenter er et sted, man bor. Det er helt kortvarigt.
• Ikke at have meldt hentere til institutionen. De udleverer ikke børn til hvem som helst.
• At tale om planen én gang og aldrig igen.
• At glemme kæledyrene, når I aftaler, hvor I tager hen.